10 studerende fra Aalborg Universitet modtog legater

På ganske få minutter skiftede 100.000 kroner ejermænd og -kvinder, da 10 studerende ved Aalborg Universitet mandag den 8. maj 2017 modtog legater fra Aalborg Stiftstidendes Fond.

De 10 legatmodtagere flankerer formanden Jørgen Kjær Jacobsen. Fra venstre: Kristoffer M. Sloth, Anne Sofie H. Andersen, Mathias E. Thomsen, Asta Justesen, Rasmus G. Sæderup, Jørgen Kjær Jacobsen, Sofie H. Winther, Niels Madsen, Stine K. Pedersen, Sebastian Staun og Stine L. Bertelsen.

De 100.000 kroner til de 10 legatmodtagere blev ligeligt fordelt med 10.000 kroner til hver. Legaterne skal bruges til ”meritgivende ophold i udlandet”. Sådan har formuleringen været, siden fonden for første gang delte legater ud til studerende for præcis 50 år siden.

Det skete i forbindelse med Aalborg Stiftstidendes 200 års jubilæum. Dermed er uddelingen ældre end Aalborg Universitet; det blev oprettet i 1974.

Årets uddeling, ligeligt fordelt mellem kvinder og mænd, bringer det samlede antal modtagere op 724 gennem de mange år, fortalte ansvarshavende chefredaktør Per Lyngby i sin velkomst.

De 10 modtagere var udvalgt blandt hele 122 ansøgere - de udgjorde med andre ord en udvalgt skare, hed det også i velkomsten.

I år fejrer det, der nu hedder NORDJYSKE Medier, så 250 års jubilæet. I januar deltog dronningen i en jubilæumsfest i Musikkens Hus, til efteråret arrangerer mediehuset en publicistisk konference:

- Og med dagens uddeling fejrer vi jubilæet med tre store begivenheder, sagde Per Lyngby.

Bestyrelsesformand for Aalborg Stiftstidendes Fond Jørgen Kjær Jacobsen havde for femte gang fornøjelsen af at overrække hver af de 10 modtagere en kuvert og en buket blomster:

- Jeg kan godt blive misundelig, når jeg står her med listen, for jeg kunne have lyst til at studere hvert eneste fag. Jeg kunne også godt blive misundelig på destinationen, for det er spændende steder, I skal han, sagde han og fortsatte:

- At I kunne komme i betragtning til legatet vil være et godt punkt på jeres referenceliste.

Indtil for få år siden indeholdt kuverterne en check, men i dag bliver pengene overført elektronisk. Blomsterne var til gengæld ægte.

De 10 legatmodtagere drager til seks forskellige lande med Australien som topscorer. Tre af de 10 skal endda studerede ved samme universitet: University of New South Wales i Sydney.

Det gælder Kristoffer M. Sloth (byggeledelse), Stine L. Bertelsen (byggeledelse) og Sebastian Staun (økonomistyring).

To andre skal også til Australien, men længere op ad østkysten til University of Queensland i Brisbane: Mathias E. Thomsen (virksomhedsteknologi) og Sofie H. Winther (sustainable energy planning).

Asta Justesen (kommunikation og digitale medier) skal til York University i canadiske Toronto, mens Anne Sofie H. Andersen (sundhedsteknologi) drager til Harvard Medical School i Boston, USA. Niels Madsen (signal processing and computing) vil læse ved University of Ningbo i Kina.

To af de studerende har lagt deres studieophold i Europa:

For Stine K. Pedersen (arkitektur og design) går turen til Technisches Universität i Wien, mens Rasmus Sæderup rejser til Aalto Universitet i Espo i Finland.

 

Læs mere om ansøgningsprocessen.